Historien om Silkeborghus´ tilblivelse starter helt tilbage til november 1954.
Dette år blev “Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” nemlig stiftet. Den almindelige danske Lægeforening, Dansk Samvirke, Dansk Sygeplejeråd og Danske Bankfunktionærers Landsforening var at finde blandt de stiftende organer.
“Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” så det spirende samfundsproblem, at antallet af ældre borgere steg meget stærkere end andre aldersklasser hvorfor der måtte forudses et behov for boliger som ville opfylde raske, ældre selvstændige menneskers særlige behov.
“Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” var i den efterfølgende periode særdeles byggeaktive for:
1955 begyndte opførelsen af det imponerende kompleks “Frederiksgården” i København (606 lejligheder). 1959 blev ”Hareskovbo” i Bagsværd (73 lejligheder) indviet for siden i 1960-61 at opføre de to letgenkendelige betonhøjhuse “Langenæshus I-II i Århus (234 lejligheder).
I 1957 startede ovennævnte forening sit arbejde med også at få et byggeri op og stå her i Silkeborg. På et møde den 15. oktober 1958, afholdt på Hotel Dania, kunne man meddele at det endelige byggeprojekt var færdigbehandlet af kommunen og at man kunne forvente byggestart november 1958. Dog trak godkendelsen pga. indsigelser lidt ud således at den endelige byggetilladelse først blev givet 14. januar 1959.
I mellemtiden havde man den 14. november 1958 stiftet “Den Selvejende Institution Silkeborghus” med dette formål:
Silkeborghus skulle skaffe ældre, enlige og heriblandt også mennesker, der dagligt var optaget af deres arbejde, mulighed for at få en ikke for stor, men egen privatbolig, der ikke gav for meget besvær med personlig husførelse, idet kostforplejning og andre faciliteter skulle tilbydes som kollektive goder.
De første indflytninger i “Silkeborghus” fandt sted i december 1960.
“Silkeborghus” har med sine 14 etager siden da været et synligt vartegn i Silkeborg beliggende i de smukke naturomgivelser ved siden af det meget besøgte rekreative område “Indelukket”, med Museum Jorn (indviet i 1982) og “Remstruplund” som nærmeste naboer.
“Silkeborghus” har senest i perioden 2016-2020 gennemgået en omfattende renovering og modernisering og indeholder i dag 68 boliger (med i alt 88 beboere) i forskellige størrelser samt gæsteværelser, gæstelejlighed, fælles opholds-/TV-stuer, eget topmoderne vaskeri samt ikke mindst den fælles restaurant. Til huset hører også garager og carporte.